torsdag den 27. januar 2011

For en tid...


Jeg ville gerne poste et positivt indlæg med en god historie, et spændende emne eller et interessant loppefund.. Men i stedet får i en sandhed! Sandheden om, at jeg netop er blevet sygemeldt og er på vej ud af mit nye job. Jobbet som ellers kom som min redning i november måned og som skulle danne rammen om en god fremtid. Ting går ikke altid som man forventer og dette var ikke en del af "planen". Men der findes vel altid en plan B...? Hvad plan B går ud på, ved jeg endnu ikke og lige nu har jeg bare brug for lidt tid...

Thomas "overtager" web-shoppen for en tid, alt imens jeg holder mig lidt i baggrunden og prøver at finde det rette spor igen. Selvom det er "min" web-shop og indtil nu har været mine svar på mailen, mine billeder og mine formuleringer på hjemmesiden, så er det vel egentlig ikke så skidt at deles og give lidt fra sig... Jeg skal bare lige vænne mig til det.

MetteSofie

tirsdag den 25. januar 2011

Køkkenprojekt


Vi har endelig fundet et køkkenmøbel i 50'er stil, som vi længe har gået og kigget efter - endda med glasskuffer til mel, sukker og lignende. Det kræver en kærlig hånd og en gang maling, men et dejligt lille køkkenprojekt at gå og sysle med efter arbejde. Og så er det efterhånden tiltrængt med lidt ekstra opbevaringsplads i køkkenet.

Skabet er tilfældigt fundet et sted, hvor Mette og jeg var til loppemarked for nogle år siden. Dengang fandt vi en fed gammel kuffert, som vi har haft med ud at rejse siden. Det er sjovt som tilfældigheder somme tider kan føre en tilbage til steder man har været før. Vi har endda haft ledt efter stedet sidenhen, uden held til at finde det :)

Thomas

søndag den 16. januar 2011

Det retro...


Denne søndag har jeg hygget mig med mine forældre og søde Irene. Det var egentlig meningen, at vi skulle på loppejagt, men da lopperne var få og shoppetrangen stor, så tog turen en anden drejning hertil! - Isabella Smiths lille perle nær Gisselfeldt gods. Det er et smukt sted hun holder til på Hesede hovedgård, men sortimentet lidt for romantisk efter min smag.. Der bliver serveret te og kaffe for de besøgende, så det er klart en søndagstur værd, hvis man bor indenfor overskuelig rækkevidde. Til min store overraskelse stod der alligevel noget og ventede på mig idag. Nemlig disse skønne poser med mel og havregryn. Det retro! - og de måtte selvfølgelig med hjem. Jeg har bedt Thomas om at holde fingrene fra poserne, for de er naturligvis kun til pynt med deres skønne ydre! Nu må vi se, om jeg kan have dem i fred! ;)

MetteSofie

tirsdag den 11. januar 2011

Blogger på deltid

Der er simpelthen ikke timer nok i døgnet for tiden. Tiden flyver afsted med arbejde og for hver dag der går forsømmer jeg min elskede blog og det univers den fører med sig. Jeg føler mig som en blogger på deltid, hvilket bestemt ikke har været min intention fra start. Med lange arbejdsdage på kommunen og en webshop ved siden af, så er døgnets 24 timer hurtigt brugt. Weekenden gik også med arbejde, hvilket til mit held jo også er min store interesse. Vi har været i Forum til et af vinterens store loppemarkeder. Det gik super godt og vi fik købt og solgt efter bedste evne. Lige præcis der' ville jeg ønske, at jeg kunne sætte tiden lidt i stå, så weekenden varede længere. Jeg elsker dagene i Forum.. Stemningen, tingene, spændingen og menneskerne omkring os, som hver gang er de samme på standene ved siden af. Jeg går i månedsvis og glæder mig til loppemarkederne i Forum og så med et' så er de ovre... Men sådan er det jo med alle gode ting.

Det er ikke blevet til så mange billeder den sidste uge, men jeg har lige et, jeg skal vise Jer. Vi er nemlig de glade indehavere af et parti lækre Hukit stole, endda i flere størrelser... - I hvertfald lidt endnu ;)

MetteSofie

onsdag den 5. januar 2011

Hvem tager du med i seng?


Efter en hård start på ugen besluttede jeg mig igår for, at jeg ville gå tidligt i seng et par dage i træk indtil jeg har fået samlet lidt energi igen. Mit nye job som sagsbehandler tager meget af min energi her i starten og jeg er nu startet op på "egne ben" efter en oplæringsperiode. Det resulterer selvfølgelig i at jeg er godt brugt, når vi når på den anden side af aftensmaden og stort set ikke orker andet, end at lægge mig i sengen med en god bog. Så det gør jeg! Jeg burde selvfølgelig vælge at færdiggøre alle andre bøger på mit natbord, end den der ligger øverst i stakken. Men nej  - jeg tager Julia med mig i seng!
Jeg fik denne fantastiske bog i julegave og har endelig fået taget hul på den. Jeg er normalt ikke så begejstret for at læse ( lige bortset fra fagbøger med billeder i), men denne bog optager mig så meget, at jeg kan gå og glæde mig en hel dag til at skulle i seng og læse en lille bid mere hver aften... - Kan varmt anbefales!
Og så er den jo yderst skøn at have liggende på natbordet med sit feminine ydre med blomster og glimmer :)

Der er lagt nyt sengetøj på (købt i Ikea sidste tirsdag) og bogen venter...
Men jeg må lige spørge : "Hvem tager du med dig i seng?"

Sov godt, kære Blogland!
MetteSofie

søndag den 2. januar 2011

Stilhed..

De første dage i det nye år forløber altid i ren stilhed. Jeg ved ikke noget bedre end disse dage, hvor alt står stille og der ikke er en bil på vejene næsten. Det var en dejlig tur hjem igennem byen og over landet igår, da vi kørte hjem fra mine forældre... Vi smuttede en tur fobi Gavnø Slot på vejen hjem, det ligger lige i nabolaget.. Der var smukt og stille, trods fuglene som hyggede sig på isen.


Vores egne fugle i haven nød godt af resterne fra skabet og frugtskålen. Jeg har så ondt af de små fugle som sidder ude i kulden hele vinteren. Vi kan ligeså godt prøve at gøre det nemmere for dem, at komme igennem den lange kolde vinter. En af dagene i næste uge, skal vi ud at finde os et fuglehus til forhaven, så vi kan nyde dem på lidt tættere hold. Det skulle efter sigende være "farligt" at kaste brød og frø på jorden nær huset herude på landet, så indtil da bliver der fodret på bænken, hvor vi kan holde øje med mus og rotter ;)

MetteSofie