Traditionen tro, fik vi i tirsdags fint besøg i "baghaven".. I mange år har gardehusarregimentet redet over Dybsø fjord til Enø og slået lejr her på Vejløgård med heste, telte og oppakning. Men for et par år siden lavede man lidt om på traditionen og flyttede overnatningsdelen til den gamle postgård oppe i Vejlø by.
Ridtet over vandet sker dog stadig herude fra, så gardehusarerne rider igennem Vejlø by herud på en lang række. Vi var heldige at være hjemme i tirsdags, da de pludselig red forbi vores stuevinduer og fortsatte ned af stien bag gården mod vandet. Da jeg er temmelig nysgerrig måtte jeg lige ud og opleve ridtet på nært hold med kamera i hånden. Vandet gik kun hestene til knæene, men de måtte alligevel vende om, da der var for meget strøm denne gang, til at de kunne gennemføre turen til Enø. Jeg elsker når gamle traditioner bliver holdt i hævd og det er jo ikke så ofte, at der kommer besøg i større stil herude på landet, så det var sjovt at opleve ;)