Viser opslag med etiketten Hjemmesiden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hjemmesiden. Vis alle opslag

tirsdag den 21. juni 2011

Lagde du mærke til...


- mit navn i det nye nummer af BoligLiv?

Jeg er nævnt med www.mettesofie.dk på side 67 i en artikel om "Sommerlopper" :)

Jeg har selv holdt og læst BoligLiv i mange år nu og må indrømme, at jeg bliver lidt stolt, når de nævner min egen web-shop i magasinet. (Smilet kan nå helt op til ørerne lige nu..). Det havde jeg ikke lige regnet med, da jeg startede hjemmesiden op for lidt over et år siden... Jeg må sige, at det hele er gået over al forventning - Ikke mindst takket være Jer bloggere, som er blevet en del af min faste kundekreds. Det er dejligt med gengangere og "kendte" ansigter i min indbakke og jeg sætter stor pris på Jeres interesse for de ting jeg finder :)

Til de af Jer, som endnu ikke har modtaget det nye BoligLiv, kan jeg kun sige glæd Jer - det oser langt væk af retro!

MetteSofie

lørdag den 11. december 2010

Julekonkurrence!

Jeg har fået mange henvendelser omkring disse herlige Smølfe kertestager, som jeg fandt for et stykke tid siden. Til de af Jer, som kunne være interesserede kan jeg fortælle, at de LIGE NU kan vindes i min konkurrence på Mettesofie.dk's Facebookside! Alt hvad I skal gøre er, at tilmelde Jer siden her! Jeg trækker den heldige vinder den 24. december 2010 - Held og lykke :)

MetteSofie.dk

fredag den 26. november 2010

Retro fund

Thomas og jeg har været på retro jagt idag og kom hjem med alle disse skønne ting. Vi kunne simpelthen ikke have slæbt en ting mere i vores arme.... Nu ved jeg hvad weekenden skal gå med, for jeg kan slet ikke vente med at få lagt nogle af de nye retro fund på hjemmesiden!

 
Fed 50'er standerlampe

Lotus gryder fra Cathrineholm 

Vattæpper og kuglelamper

Rigtig god weekend!
MetteSofie

lørdag den 23. oktober 2010

Farver på tilværelsen


Trænger i ligesom Thomas og jeg til nogle flere farver på tilværelsen, så se lige her - det er c-vitaminer for øjnene! Vi flytter rundt i stuen her til aften, bytter rundt på møbler og kigger på de nyeste fund til hjemmesiden... Den sidste uges fund har været gule og orange, så det kan næsten ikke blive mere retro!
Til de af Jer, som kunne være interesserede, så vil jeg lige nævne at der kommer nye varer på hjemmesiden imorgen, søndag d. 24. oktober :)

Resultatet af aftenens omrokeringer kommer senere...
Rigtig god lørdag aften til Jer alle! :)

MetteSofie

søndag den 26. september 2010

Et lille udpluk...


Thomas og jeg har været på et af årets sidste udendørs loppemarkeder i weekenden, og det var en helt fantastisk tur! Mine forældre, min bror - hans kone og min lille nevø Daniel var med denne gang - så det blev en hyggelig lille familietur. Og man må sige, at det var heldigt, at vi var så mange arme til at bære, for markedet medførte den bedste "høst" længe.
Her er bare et lille udpluk af alle de fantastiske fund, vi fik gjort os denne weekend.
Jeg har lagt et billede på Facebooksiden, til de nysgerrige der vil se alle fundene. Der er både lamper, brødkasser, billeder, spejle, vaser, dåser, bakker og et fint retro vattæppe. - Så tag et kig, hvis i lyster :)

Ellers stod lørdagen på rengøring og nedvaskning af min farmors lejlighed, som skal afleveres i næste uge. Sådan et rygerhjem kræver altså lidt mere end en kærlig hånd, så vi er godt trætte og ømme efter at have skrubbet og skuret i uvante stillinger hele eftermiddagen igår. Jeg har endda reddet mig et lille hold i ryggen, så jeg endnu engang måtte springe Zumba'en over. Godt der er et hold igen imorgen aften, der regner jeg stærkt med at være klar igen!

Ha' en dejlig søndag allesammen!
MetteSofie

fredag den 17. september 2010

Travl fredag


Fredagen er travl for mit vedkommende.. Pakker skal sendes fra Posthuset om et øjeblik og nye varer skal ligges på hjemmesiden inden dagen er gået. Det er nemlig idag der kommer nye varer på Mettesofie.dk. Og så har jeg endelig fået mit nyhedspanel, så de sidst indsatte varer nu bliver vist til højre på forsiden af hjemmesiden, som i kan se ovenover. Jeg har ovenikøbet fået en smart funktion på hjemmesiden, så den automatisk opdaterer med nyheder på Facebook, når jeg skriver en nyhed eller informerer om dato for nye varer osv. på forsiden af hjemmesiden. Det er bare smadder smart, synes jeg!
Tak Storebror! ;)

Ha en rigtig dejlig weekend allesammen!

MetteSofie

tirsdag den 14. september 2010

Mettesofie.dk i udvikling


Jeg har længe været repræsenteret på Facebook med Mettesofie.dk, men har ikke rigtig vidst hvordan jeg skulle bruge den. Nu er jeg omsider kommet igang og har smidt mit første billede op på "væggen". Jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan jeg ville formidle nyheder ud til mine medlemmer på Facebook, men nu har jeg bestemt mig for at smide billeder på væggen derinde, når jeg har samlet nogle spændende varer, så mine medlemmer vil blive gjort opmærksomme på de nyheder der efterfølgende vil blive lagt i de forskellige kategorier på Mettesofie.dk. - Altså et lille forspring ;)
Samtidig arbejder jeg på nogle nye kategorier til hjemmesiden. Blandt andet en kategori der hedder "Nyheder", så I ikke længere skal kigge alle kategorierne igennem, for at finde frem til de nyeste fund. Al begyndelse er svær, og Thomas og jeg lærer hele tiden lidt om det at have en web-shop. Udviklingen sker gradvist, men jeg er sikker på at det nok skal blive helt optimalt på et tidspunkt.
Jeg håber i vil følge mig på min Facebook-side - I kan tilmelde Jer lige her, hvis I har lyst :)

Nogle af varerne ovenover er lagt på Mettesofie.dk, hvis de skulle friste - resten kommer snart :)

MetteSofie

søndag den 5. september 2010

Flere klassikere


Så har vi atter fået fyldt lageret op med gamle institutionsbørnestole. Blandt andet disse Hukit stole. Der er langt imellem dem på markederne, så det bringer virkelig smilet frem, når vi endelig falder over nogle af disse gamle klassikere. Flere af dem er lagt på Mettesofie.dk - Se dem lige her!
Jeg bruger denne søndag på at få taget lidt billeder og få lagt lidt nyheder ind på hjemmesiden. Min bror kom hjem med et fint læs børnestole med tilhørende bord til os igår, så dem skal jeg også have kigget nærmere på. Jeg vil lige nævne, at jeg var afsted til Zumba fra morgenstunden idag, så helt hygge har det ikke kun været. Hvad bruger du din søndag på idag?

MetteSofie

tirsdag den 6. juli 2010

Normale tilstande...


Så er vi atter tilbage ved normale tilstande på hjemmesiden, og jeg er lettet og glad. Hjemmesiden står heldigvis som den gjorde før, og måske for mig endnu bedre nu.
Hackeri kan åbenbart ske på alle hjemmesider, hvor man ikke har været opmærksomme på at installere et godt virusprogram. Ligesom man gør på sin computer. Man bliver jo altid klog af skade!
Jeg vil lige vise jer dette fine 50'er havesæt, som vi har fundet. Vi havde ellers opgivet at finde både havebord og stole af denne slags, for det virkede helt umuligt efterhånden. Det er den slags havemøbler som er begyndt at gå i arv i flere generationer i de små danske familier, tror jeg. Der bliver i hvertfald holdt godt fast på dem. - Og man forstår dem vel egentlig godt, hvis man skal være ærlig ;)


Solen skinner udenfor og om lidt vil jeg gå ud i haven og nyde solen fra min liggestol.. Og så har jeg lige nogle radisser jeg skal nå at have sået inden aften, der hvor vores broccoli stod - inden dyrene kom forbi..
Radisser skulle være forholdsvis hurtige til at komme op, og det skulle endnu ikke være for sent at så dem. Det er i hvertfald forsøget værd.

Ha en dejlig aften
MetteSofie

mandag den 5. juli 2010

Hacker angreb

Her i eftermiddag - og stadig her til aften - er min hjemmeside Mettesofie.dk blevet blokeret af One.com, da hjemmesiden har været udsat for et hacker angreb. Jeg har ikke haft mulighed for at se de filer hackerne har sat ind på min hjemmeside, da jeg ikke engang selv kan komme ind på den, før One.com har godkendt den som "fri for fremmede filer" og åbner op for den igen. Måske er det også bare bedst sådan, så ikke man skal blive mere nervøs over, om indholdet af min endelig færdige hjemmeside er blevet ødelagt eller ændret på. Vi har fået hjælp fra One.com, så min bror kunne gå ind og slette de filer hackerne havde sat på, og vi afventer nu spændt en genåbning af siden. Jeg er ret rystet over, at nogle mennesker finder på at hacke sig ind på så "små" uskyldige hjemmesider, som min med loppefund, og jeg krydser arme og ben for, at jeg ikke skal starte helt forfra med mit indlagte varelager.
Jeg synes at hackeri er så meningsløst og tarveligt, og jeg håber at kvalificerede folk finder frem til synderne!
Til de af Jer, som besøger min hjemmeside i ny og næ - så har i her forklaringen på den pludselige "forsvinden" af siden. Jeg håber i er tålmodige, ligesom jeg.

MetteSofie