Viser opslag med etiketten Alt muligt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Alt muligt. Vis alle opslag

onsdag den 21. april 2010

Engelske kager....

Når alt hvad man køber på en ferie skal transporteres hjem i en kuffert, sætter det sine naturlige begrænsninger for, hvad man kan tage med hjem af skønne kager. Alligevel lykkedes det mig at få nogle kager med hjem fra et engelsk supermarked, uden at kagerne tog skade. Jeg kunne simpelthen ikke stå for disse skønne æsker! - Englænderne har altså sans for hyggelig og romantisk indpakning til deres almindelige dagligvare produkter.. Der kunne vi lære lidt til vores kedelige hylder i supermarkedet... For ikke at tale om det minimum af et udvalg vi har af hvert produkt herhjemme! Der er en hel oplevelse at handle ind i et engelsk supermarked, og i hver lille by er der op til flere bagerbutikker, som bugner af smukke og spændende kager.

Mine forældre var lige en tur ude at vende på gården her i eftermiddag, så vi tog hul på et par af æskerne for lige at smage de små kagetærter... Der er engelske brownies og fudge i skabet, så vi løber ikke tør for lækkerier foreløbig :)

MetteSofie

tirsdag den 20. april 2010

Hjemme igen...


Thomas og jeg har været i Sydengland siden i onsdags, og måtte på noget af en omvej for at komme hjem fra England igen på grund af det store vulkanudbrud på Island.
Allerede dagen efter vi var landet derovre, begyndte snakken om vulkanen, og da vi så stod i Heathrow lufthavn søndag morgen, så det noget nært umuligt ud at komme hjem.
Helt ekstraordinært valgte et tysk rejseselskab at sende 5 store turistbusser til England, og vi havde så lige præcis på det tidspunkt vi stod i lufthavnen akkurat valget i et par timer om, at hoppe på en af disse busser på en meget meget lang tur hjem med 2 færgeoverfarter og 2 toge, eller blive i England på ubestemt tid. Vi er lykkelige for, at vi netop stod i lufthavnen indenfor de 2 timer tilbudet stod ved magt, da der ingen andre muligheder var, hverken søndag eller de efterfølgende dage her.
Busturen gik fra London til Frankrig og op gennem Belgien til Tyskland, hvor vi i Köln måtte hoppe på et nattog til Hamburg. Det skal lige siges at banegården i Köln selvfølgelig var lukket på denne tid af døgnet, og vi havde et kvarter til at finde ind på banegården, trække den rigtige billet og komme på toget. - Vi nåede det, og kom med toget til Hamburg, hvor folk kæmpede som vilde dyr ved togskiftet, for at komme om bord på toget der kørte mod København. Vi kom heldigvis med og fik lov at blive på toget, og landede i Næstved efter et døgn!
Det var stort set umuligt at lukke et øje på turen, så lyset blev slukket tidligt igår aftes, og vi er endnu ikke helt udhvilede efter den hårde tur og en lang arbejdsdag idag.

Vi havde nogle rigtig dejlige dage i Sydengland og et skønt vejr... Og man kan jo kun grine lidt af situationen og sige, at vi jo trods alt fik en ekstra oplevelse ud af vulkan-situationen, som vi ikke sådan lige glemmer, selvom vi godt kunne have været uvisheden foruden de sidste dage derovre!
Det er skønt at rejse, men jeg elsker også at komme hjem igen. Huset og misserne havde mine forældre taget sig kærligt af, så huset stod skinnende rent og ventede på os, da vi kom hjem.
Det er dejligt, at vi ikke skal tænke på rengøring i et par dage, så vi lige kan samle lidt energi og komme tilbage til hverdagen igen :)

MetteSofie

onsdag den 31. marts 2010

FORUM Copenhagen...

FORUM Copenhagen, here we come....

I kan besøge Os og alle de andre stadeholdere torsdag og fredag i Forum fra klokken 10.00 - 17.00... Der er 500 spændende stadepladser der venter! :) Håber vi ses!

tirsdag den 30. marts 2010

Fem-og-tyve!

Jeg bliver 25 idag... Fem-og-tyve! Det er helt utroligt som tiden går...
Det har været en skøn dag både til fødselsdagsmorgenbord med de nærmeste imorges og med mine kollegaer på arbejdet, som havde pyntet op med flag allevegne!
Og se så lige alle disse skønne ting som jeg har fået af Thomas og mine forældre til morgen! - De er allerede kommet på plads og pynter smukt i vores lille hjem... Resten af dagen skal gå med pakning af varer og forberedelser til fødselsdagsfest/påskefrokost på søndag... Torsdag og fredag gør vi nemlig det vi aller bedst kan li, når vi igen står på standen i Forum med alle vores retrofund ;)
Ha en dejlig aften!
MetteSofie

søndag den 28. marts 2010

Lørdagstur til Camilla Plum...


Lørdag var Thomas og jeg på farten med mine forældre fra morgen til aften.. En super hyggelig og lang tur til Nordsjælland, hvor vi skulle besøge Camilla Plums sted og hygge os i området nær Gilleleje...
Det var sjovt at se Camilla Plums sted i virkeligheden, når vi søndag efter søndag har set hendes sted på tv. Der var utrolig hyggeligt og med en masse skønne ting at kigge på, men haven var lukket og omgivelserne var ærlig talt ikke rigtig værd at se på endnu. Lad os bare sige, at omgivelserne trængte til en meget kærlig hånd :)
Alt hvad Camilla har af spiselige varer i form af grøntsager, kød, brød og alverdens krydderurter mv. er økologisk og utrolig lækkert at se på. Der blev også provianteret lidt, nu vi var der.
Og så bød butikken ellers på et hav af smukke ting fra House Doctor! Skønne ting jeg kunne kaste mig over.. - Men man kan jo undre sig lidt over hvordan hun får plasticting og nips i alverdens afskygninger a la kina-knald til at hænge sammen med hendes ellers økologiske butik.. - kritisk har man jo altid lov at være.. Men jeg måtte da selv lige eje en æske fra House Doctor, nu det var lige ved hånden ;)

Frokosten blev indtaget her ved vandet ved Gilleleje... Det er simpelthen så skønt et område, hvor vi elsker at køre ture og se på flotte villaer og palæer langs strandvejene, når vi er på de kanter...

Aftenen sluttede af med et lækkert måltid, som min mor lige tryllede frem, inden vi nød X-factor finalen. Og jeg kan jo kun sige, at aftenen sluttede lige som jeg forventede med Thomas som vinder! - Han gjorde det helt fantastisk!
MetteSofie

torsdag den 25. februar 2010

Projekt sætterkasse...

Vi faldt en dag over en sjov sætterkasse.. Ikke lige den klassiske type, men efter min mening en anelse mere interessant en af slagsen. Tror den kan blive ret dekorativ med lidt fint tapet. Så er spørgsmålet bare... - Skal denne sætterkasse hænge lodret eller vandret? Jeg er i tvivl!
MetteSofie

lørdag den 6. februar 2010

Fuglen er landet...

Denne fugl er fløjet helt fra Grenå til Vejlø for at bo hos os, og vi elsker den allerede :)
Den indgik i en byttehandel, jeg har lavet med Kolorista mod et af mine uglebilleder i ramme.. Den er bare så fin Kolorista - tusind tak for den! Der bliver postet en pakke til dig mandag, så inden længe er der også en fugl på vej til dig :)

Denne lørdag har stået på oprydning og rengøring indtil nu. Thomas skal have huset fuld af mænd til poker-aften, og jeg skal hjem og hygge med mine forældre med dejlig mad og Melodi Grand Prix. Jeg glæder mig!

Håber I alle får en dejlig lørdag derude!

MetteSofie

onsdag den 27. januar 2010

Den ventede ugle...

Den ventede ugle er ankommet til gården, og jeg er meget imponeret over at uglen og resten af posten overhovedet er kommet frem idag. For vi var nær aldrig selv kommet hjem til gården for snedriver og biler i grøftekanten. Så efter en lille omvej, kom vi til vores egen lille grusvej, hvilken viste sig at være den bedste vej at køre på i hele Næstved og omegn idag. Den eneste vej herudaf, som ikke bliver ryddet, vel at mærke! Ja, det er skam ikke så dårligt at bo op af skoven, hvor vejen ligger i læ for snefygningen. - Trods folks advarsler om "vejen der ikke bliver ryddet om vinteren" ;)
Med uglen kom også et sødt kort med en lille hilsen og Puks eget design på endda! Tusind tak for uglen og kortet Puk. - Jeg vil tage uglen i brug med det samme :)
Aftenen skulle have været tilbragt i byen med min veninde, men vi måtte desværre aflyse pga togforsinkelser og snevejret.. Virkelig ærgerligt! - Men en aften med ugletegninger vil nu heller ikke være så dårligt... Jeg har lidt nye ideer i tankerne!
Ha en dejlig aften allesammen og pas på jer selv og hinanden, når i kører ud!
MetteSofie

søndag den 3. januar 2010

Et fint lille dukkehjem



Jeg har på forunderlig vis erhvervet mig et fint lille dukkehus... Men ikke et hvilket som helst dukkehus.. Næ, et af de rigtig gode rubuste træhuse, som efter sigende skulle være meget populære blandt moderne mødre. Problemet er jo så bare, at jeg ingen børn har endnu, så hvad skal jeg dog stille op med dukkehuset?! Jeg erkender at jeg er en barnlig sjæl, og at jeg har sat møblerne fint på plads i huset, men jeg kan jo ikke opbevare alt indtil jeg selv får børn, hvorend jeg gerne ville. Jeg har et rum der bugler af loppefund og møbler, så dukkehjemmet må desværre rejse videre til en lille pige eller dreng, som kan glæde sig over det. Huset er selvfølgelig brugt, men rigtig fin stand synes jeg. Så kender I en lille pige eller dreng, som kunne få gavn af dukkehjemmet, så kontakt mig endelig for flere billeder og et bud ;)
MetteSofie

mandag den 14. december 2009

Næsten ligesom om....


Selvom det var os der skulle hygge om gæsterne igår til konfektdagen, så kom både venner og forældre med de skønneste ting til os.. Alt alt for galt... Bla. den skønneste hund med læder halsbånd med bjælder, og den yndige knagerække vi ønskede os fra House Doctor. Det var næsten ligesom at holde fødselsdag.. - Vi har det sørme godt!
Knagerækken fra House Doctor skulle efter sigende være umådelig svær at få fat i efterhånden.. Så vi er rigtig glade for, at det lykkedes Irene at skaffe en hjem, så vi nu kan få lov til at hænge en op i vores nye entre og stryge den fra ønskelisten :)

mandag den 7. december 2009

Til og fra....




Brug servietter, gavepapir, bånd, tapet eller andre dekorative ting til Jeres til-og-fra kort, så bliver de meget mere personlige og helt unikke :)

fredag den 4. december 2009

Glædelig fredag...

Tidligt fri og en pakke ved hoveddøren fuld af tapetruller ....


onsdag den 2. december 2009

Værtinde pynterier...

Min mor kom med de yndigste katte til min Maileg samling forleden dag, da de kom til middag... Jeg elskede dem fra det øjeblik jeg så dem! - Og jeg kender min mor så godt, at jeg ved, at hun følte præcis det samme for dem, første gang hun fik øje på dem :) Jeg elsker når min mor tænker på os og kommer med små søde ting hun har fundet... Og jeg elsker, når jeg selv finder ting, som jeg bare MÅ købe til hende... Nogle af jer har det garanteret på samme måde med jeres bedste veninder :)

MetteSofie

søndag den 29. november 2009

Santa på fire hjul...

Endelig blev det 1. søndag i advent og dermed dagen, hvor vi skulle hente vores nye firehjulstrækker hos forhandleren. En glædelig dag med den bedste adventsgave vi sammen kunne ønske os. Men også en lidt vemodig dag, da vi jo samtidig skulle sige farvel til vores gamle røde Alfa. Det er der ingen af os, der er specielt gode til. "Santa Fe", hedder vores nye bil ironisk nok her op til jul... Om et par dage er Alfa nok ude af tankerne, og så kan vi rigtig glæde os over mulighederne med den nye bil. - Plads er der nok af nu :)

Jeg står stadig og kigger ud på den fra vinduet, og tænker om det virkelig kan passe, at det er vores den store bil, der holder ude på gårdspladsen.. - Men den er skam go nok ;)