søndag den 31. oktober 2010

Et nyt kapitel

Min tid i Borgerservice fik nu en afslutning idet jeg var i en vikariatstilling, som blev sagt op i forbindelse med nedskæringerne i Kommunen i maj måned. I den anledning holdt vi en lille "afskedsfest" hos en af mine søde kollegaer fredag, som inviterede på den helt store arabiske aften. Det var helt fantastisk og jeg fik taget afsked med mine dejlige kollegaer på den bedste måde jeg kunne ønske mig.
Men da jeg kom hjem kom tomheden, tankerne og savnet allerede op i mig. Det er aldrig rart at forlade et job og nogle kollegaer man er rigtig glad for, så der var stille i stuen, da jeg kom hjem fredag aften.

Men helt skidt er det nu ikke kun, for onsdag var jeg til jobsamtale i Jobcenteret i Kommunen og fik jobbet onsdag eftermiddag. Det var lige på et hængende hår og jeg blev redet fra dagpenge og jobansøgninger lige på målstregen. Jeg er utrolig taknemmelig for, at jeg kan få mig et fast job på 37 timer i disse tider og glæder mig meget til at starte i min nye stilling som sagsbehandler allerede imorgen, mandag. Det er et nyt kapitel i mit liv, jeg skal tage hul på nu... Jeg er spændt og en anelse nervøs for, hvordan mine nye kollegaer vil tage imod mig, men det skal nok gå er jeg sikker på.


Jeg fik denne skønne buket - den største jeg endnu har fået, tror jeg - et armbånd fra Louise Kragh, som jeg ønskede mig og en pakke med chokolade, kaffe og andre lækkerier til de hyggelige vinteraftener.
Jeg kan mærke at savnet til min kollegaer kommer op i mig igen, som jeg sidder og skriver dette indlæg. Vi havde det bare rigtig sjovt sammen i mit team og der går lang tid inden jeg affinder mig med, at de ikke længere skal være en del af min hverdag på kommunen. Men der er heldigvis så mange andre anledninger man kan ses i - i fritiden ;)

Nu går turen til Korsør, hvor Thomas mor venter os til et lille visit. Rigtig dejlig søndag til Jer alle!

MetteSofie

onsdag den 27. oktober 2010

Små ting


Små ting, der glæder på en kedelig regnvejrsdag...
Hvilke små ting har glædet dig på denne regnvejrsdag?

MetteSofie

mandag den 25. oktober 2010

Hurra for vattæpperne


Hvor er det dog pludselig blevet koldt og vinteragtigt.. - og mørkt! Det er mørkt når vi tager afsted hjemmefra og mørkt når vi kommer hjem igen. Jeg er en af de der mennesker som kan fryse i timevis, uanset hvor meget tøj jeg tager på, hvor mange lag sokker jeg har på eller om vi fyrer på fuld tryk i brændeovnen. Så jeg vil gerne lige hylde mine elskede vattæpper - de gode gamle tykke vattæpper! De kan altså give mig varmen :)

MetteSofie

lørdag den 23. oktober 2010

Farver på tilværelsen


Trænger i ligesom Thomas og jeg til nogle flere farver på tilværelsen, så se lige her - det er c-vitaminer for øjnene! Vi flytter rundt i stuen her til aften, bytter rundt på møbler og kigger på de nyeste fund til hjemmesiden... Den sidste uges fund har været gule og orange, så det kan næsten ikke blive mere retro!
Til de af Jer, som kunne være interesserede, så vil jeg lige nævne at der kommer nye varer på hjemmesiden imorgen, søndag d. 24. oktober :)

Resultatet af aftenens omrokeringer kommer senere...
Rigtig god lørdag aften til Jer alle! :)

MetteSofie

fredag den 22. oktober 2010

Weekend


Endelig weekend.. Der er tændt op i brændeovnen, tæpperne er fundet frem og vi er klar til en weekend med ren afslapning! Skamlen her sætter lige prikken over i'et ;)

God weekend til Jer alle!

MetteSofie

søndag den 17. oktober 2010

Et lille kig...


Jeg synes lige, I skulle have lov at få et kig på standen i Forum... Vi har jo "gemt" mange af de rigtig gode ting til denne messe.. Allerede inden billedet blev taget lørdag morgen, havde vi solgt en masse lamper og nogle gryder fredag aften... Men standen var proppet til randen med vattæpper, Lotus, Quistgaard, Laurids Lønborg, Erik Kold dåser, Christel billeder, Hukit børnestole og meget meget mere af alt det gode!
Vi har fyldt lidt op på standen undervejs, så der er stadig mange lækre ting tilbage.
Mange af de ting, der ikke ryger i Forum idga, bliver selvfølgelig lagt på hjemmesiden hurtigst muligt, hvis nogle skulle have forelsket sig i noget på billedet... - Ja, altså lige på nær Thomas til højre ;)

Jeg håber på at se et par af Jer i Forum idag.
Rigtig god søndag!

MetteSofie

fredag den 15. oktober 2010

Vi er klar igen..


Det er ikke meget i har hørt fra mig på det sidste, og det er der selvfølgelig en naturlig forklaring på.
Torsdag morgen kl. 04.50 mistede vi min farbror på Slagelse sygehus efter længere tids sygdom. Min far og jeg sad hos ham fra onsdag aften og til han gav slip torsdag morgen, og oplevelsen er det værste jeg har været udsat for i mit voksne liv. Jeg er lykkelig for at vi var hos min farbror og talte til ham, da han døde, men at tage afsked med en mand på kun 48 år, som kæmpede til det sidste, var ganske forfærdeligt og helt ubeskriveligt for andre, som aldrig har været i en lignende situation.

Dagen igår gik derfor med at prøve at komme sig over tabet og oplevelsen, og så var det ellers "op på hesten igen", da vi jo har lejet en stand i Forum igen i år.
Sådan, så stuen ud igår aftes, imens vi pakkede ned til en weekenden. Mine forældre var på besøg til en lille tår kaffe og hjalp os med at bære alle småtingene ind i stuen, mens vi fik snakket om oplevelsen med min farbror. Det var ikke lysten der drev nogen af os igår, men vi fik pakket og kom afsted her i eftermiddag.
Der er nu stillet op og allerede solgt en masse, så nu håber vi bare på en god weekend. Jeg kan mærke at lysten er ved at komme lidt igen, efter vi har fået stillet op. Vi er klar til Forum slår dørene op imorgen kl. 10.00. Det skal nok blive godt, er jeg sikker på.

God weekend til Jer alle!
MetteSofie

tirsdag den 12. oktober 2010

Kartoffelferie


Thomas og jeg er gået på ferie fra idag og har været ude at proviantere til det helt store grønne forrådskammer. Både Thomas og jeg elsker at bruge grøntsager og rodfrugter i madlavningen, så efteråret er et skønt "tag selv bord" for os, både i butikkerne og i vejsiderne. Vi har overvejet måske at bestille Irmas grøntsagskasse og få den leveret herude på gården hver uge, men lige nu er vi ved at finde ud af, om vi ligeså godt selv kan fylde grøntsagskurven op hver uge.

Er der nogle af Jer andre bloggere, som har erfaring med enten Irmas eller Aarstidernes grøntsagskasser?

Vi er i haven her til aften, for der er en masse der skal op af jorden nu her i efteråret. Og så venter der dejlig kartoffel-porre suppe til at varme os på, når vi kommer ind :)
MetteSofie

lørdag den 9. oktober 2010

Dahlia og smuk indpakning


Så blev det atter weekend og jeg trænger til at udforme et blogindlæg. For her har godt nok været stille. Dels fordi vi først på ugen havde smadder travlt, da min kære mor havde fødselsdag, og dels fordi jeg de sidste af ugens dage har ligget på langs. Jeg trænger i den grad til at bruge kræfter og bruge hjernen lidt.
Min fjende "Migræne" kom forbi efter nu fantastiske 4 måneder uden migræne - siden jeg stoppede min tredje og sidste behandling hos den kinesiske professor. Jeg er dybt taknemmelig over de 4 måneder hvor jeg har været foruden migræne, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er turen hver til Frederikssund igen for en ny omgang behandling.
Tankerne er også fløjet et helt andet sted hen, for en af mine fars brødre er blevet indlagt på Slagelse sygehus og har ikke lang tid igen. De er nu kun tre uger siden at jeg mistede min farmor, så det er meget tragisk, hvis vi nu også skal miste min farbror - i en alder af kun 48 år. Livet er til tider uretfærdigt og meningsløst - især når man er oppe imod "Kræften". Så kan man kun stå hjælpeløse og magtesløse på sidelinjen. En følelse jeg har meget svært ved at acceptere.

Men ovenpå alt det triste, kan jeg dog ikke undgå at opmuntres lidt, for mine Dahlia'er blomstrer på livet løs i haven, og jeg nyder de sidste inden nattefrosten kommer snigende. Og så kom Thomas op med en pakke til mig på sengen til morgen. Ikke fra ham selv, men fra søde Camille, som har sendt mig disse yndigt indpakkede gaver, som jeg vandt i hendes giwe away. Tusind tak for gaverne og den alt for skønne indpakning, Camille -De varmer i en mørk tid :)


Hvad der var i pakkerne, må i se ved lejlighed, når jeg får fanget dem med linsen. Ellers kan i smugkigge her, hvor jeg vandt dem ;)

Rigtig god lørdag til Jer alle!
MetteSofie

lørdag den 2. oktober 2010

Ren nostalgi

Thomas og jeg har været hjemme og hjælpe mine forældre med at afholde et lille loppemarked i indkørslen idag, da flere på vejen og nabovejene havde slået sig sammen om at holde et efterårsloppemarked. En kold fornøjelse, trods solen kiggede frem nogle timer.
Vi fik kigget lidt hos naboerne og faldt over en hel kasse skønne badges fra 60'erne - 80'erne. Jeg kan bruge timer i den kasse, og bliver ved med at finde sjove og naive badges. 

Vi faldt også over denne smukke Odder dukkevogn. En tro kopi af "Odder vognen" fra gamle dage. Jeg synes det er helt fantastisk at man har lavet dukkevogne, som har præcis samme funktioner som de store rigtige barnevogne. Nu skal der lørdagshygges under en varm dyne på sofanen - Det er tiltrængt :)

MetteSofie

fredag den 1. oktober 2010

På rad og række...


Dette syn mødte mig udenfor stuevinduerne, da jeg kom hjem fra arbejde idag... Det er da fantastisk med små nysgerrige venner lige udenfor vinduerne :)

Rigtig god weekend til Jer alle!

MetteSofie