lørdag den 30. januar 2010

Så smukt....

Det er da dejligt, når man står op, åbner vinduet, og mærker en dejlig blid luft trænge ind og ser er solen skinne ned på det hvide landskab! Så smukt....
Ha en dejlig lørdag allesammen!

onsdag den 27. januar 2010

Den ventede ugle...

Den ventede ugle er ankommet til gården, og jeg er meget imponeret over at uglen og resten af posten overhovedet er kommet frem idag. For vi var nær aldrig selv kommet hjem til gården for snedriver og biler i grøftekanten. Så efter en lille omvej, kom vi til vores egen lille grusvej, hvilken viste sig at være den bedste vej at køre på i hele Næstved og omegn idag. Den eneste vej herudaf, som ikke bliver ryddet, vel at mærke! Ja, det er skam ikke så dårligt at bo op af skoven, hvor vejen ligger i læ for snefygningen. - Trods folks advarsler om "vejen der ikke bliver ryddet om vinteren" ;)
Med uglen kom også et sødt kort med en lille hilsen og Puks eget design på endda! Tusind tak for uglen og kortet Puk. - Jeg vil tage uglen i brug med det samme :)
Aftenen skulle have været tilbragt i byen med min veninde, men vi måtte desværre aflyse pga togforsinkelser og snevejret.. Virkelig ærgerligt! - Men en aften med ugletegninger vil nu heller ikke være så dårligt... Jeg har lidt nye ideer i tankerne!
Ha en dejlig aften allesammen og pas på jer selv og hinanden, når i kører ud!
MetteSofie

mandag den 25. januar 2010

Ta daaaaa......

Så blev det endelig den 25. januar og tid til at trække vinderen af mit første ugletryk, som jeg har udlovet i min give away! Jeg er dybt imponeret og beæret over, at så mange har meldt sig til, og at der er så mange som kan lide mit uglebillede. Det havde jeg virkelig ikke regnet med. Tusind tak for alle de søde og fine kommentarer i alle har lagt, og rigtig hjertelig velkommen til alle de nye læsere. I takt med, at I har meldt jer som nye faste læsere her, så har jeg også haft muligheden for at stifte bekendtskab med en masse nye blogs og kreative mennesker. Jeg glæder mig rigtig meget til også at kigge lidt nærmere på jeres hverdag og kreative input!


Men først... Den heldige vinder!
Thomas har endnu engang trukket en heldig vinder i den godt rystede pose... Og jeg kan love jer for, at vi var spændte med så mange lodder i posen. Jeg ville ønske at der kunne have været mange flere vindere, men I andre har måske heldet med jer næste gang, jeg udlodder noget :)


Vinderen af mit første ugletryk "Colourful Owl" blev: Bournonville
Rigtig hjertelig tillykke Bournonville... - Send mig en mail med din adresse, så er der et uglebillede på vej med posten til dig! :)
MetteSofie

søndag den 24. januar 2010

Dagen derpå.....

Der har ikke været meget liv i huset herhjemme denne søndag, imodsætning til igår, hvor vi havde hele huset fuld af gæster, som kom og var med til at fejre at Thomas fyldte 30 år i mandags. Det var en dejlig fødselsdagsfest med god mad, som vi havde tilberedt hele eftermiddagen og de mennesker vi elsker og holder af! Thomas mor og bror blev og sov, så siden de tog hjem ved 14.30 tiden idag, har den bare stået på sofahygge og film. Den bedste måde at samle kræfter på inden det igen er mandag morgen.
Det er ikke en helt almindelig mandag for os imorgen.. Vi har 1 års dag, som vi skal fejre med god mad imorgen aften.. - Og så er det jo dagen, hvor min udlovede ugle skal finde sin nye mor :) Så det er sidste chance for at melde sig til min give away, inden jeg imorgen aften trækker en vinder!

Blomsterne her over er værtindegaven fra min mor og far igår. De ved at vi elsker farver, og havde bevidst fået sammensat en farvestrålende buket til os.. Jeg synes bare den er helt fantastisk. Folk er så bange for at blande farver sammen i buketter, og holder det ofte i en farvenuance... Jeg synes det ser fantastisk ud! :)

Rigtig god søndag aften til jer alle derude i blogland!
MetteSofie

onsdag den 20. januar 2010

Med et twist af loppefund




Jeg elsker at sætte nye og gamle ting sammen i stuen og lege med farverne, som her...
Mine "Canada" lænestole er fra 40érne og er designet hos Fritz Hansen af Christian E. Hansen. De får lov at stå i deres originale klassiske design.
Fuglebillederne er henholdsvis et sort/hvid tryg og en ægte akvarel - begge af Mads Stage, og skålene og vasen er henholdsvis Kæhler, Holmegaard, Arabia og Bjørn Wiinblad.
De gamle plakatbogstaver er fundet i en rodekasse på loppemarked og er meget dekorative, når ikke jeg bruger dem til mine malerier.
De to teaktræs stole med sort læder har vi arvet fra min venindes mormor, som ikke længere havde plads til dem. - og to mere magen til! Man kan være heldig engang imellem :)
MetteSofie

mandag den 18. januar 2010

Fødselsdagshygge...

Thomas fylder 30 idag og har gået og hygget sig herhjemme i snevejret, mens jeg har været på arbejde... Der er blevet hygget i stuen i eftermiddag efter arbejde, og vi har været ude at spise her til aften for at fejre ham... Ingen af os er helt på toppen og vi har begge fået forspist os i byen, så resten af aftenen bliver tilbragt under dynen på sofanen. På lørdag skal vi holde fest for hele familien, så der vil være lidt forberedelser i ugens løb... Der skal jo lidt god mad og vin til, når man fylder 30 :)

Endnu en gang tillykke med de 30 år skat! Jeg glæder mig til at fejre dig rigtigt på lørdag! :)

MetteSofie

søndag den 17. januar 2010

Æble-marzipan godter

Igår aftes var vi begge så lækkersultne, så jeg klokken 22 gik igang med en mindre omgang bagning. - Ren improvisation, som vi jo plejer ;)
Det blev til disse små søde mundrette godter af en lille portion ganske enkel smuldredej, lidt æble skåret i små trekanter og en klump marzipan. Den slags skal ikke bage mere end ca. 15 minutter i ovnen, så der kom hurtigt godter på bordet.. - Og de blev revet væk!

Jeg lagde først en god klump marzipan i bunden af hver af mine mini-muffinforme, dernæst æblestykker og så alt det smuldredej der kunne være på toppen. Jeg serverede dem med lidt cremefraiche der var blandet op med vanillesukker, så vi spiste dem med teske.
Resten af dejen, æblerne og marzipanen kom jeg i fire store muffinforme, som fik lidt længere tid i ovnen, og hvor jeg startede med et lag smuldredej i bunden af muffinformen også... Og jeg vil nok foreslå jer at prøve de store, hvis i skal lave de her, for de små er altså lige små nok efter min smag ;) - Men søde, ser de ud!

MetteSofie

torsdag den 14. januar 2010

I bedring...

Endnu en dag på langs.. Og hvor har jeg dog kedet mig! Men jeg fulgte Krudtuglens mors gamle husråd om varm mælk med honning og gemte mig langt ned under dynen og tæpperne.. - Og føler mig faktisk allerede i bedring her til aften. Tror det var resterne af julesmåkagerne, som gjorde underværker ;)
Min mor og far har været forbi her til aften til en tår aftenkaffe... Hyggeligt som altid! Nu vil jeg atter hoppe under dynen og håbe på, at jeg vågner frisk og udhvilet imorgen tidlig. Nu er det lige straks weekend!
MetteSofie

tirsdag den 12. januar 2010

Give away

Efter utallige skønne "give aways" her i blogland, så synes jeg, at det er blevet min tur til at udlodde en hjemmedesignet give away! Da flere af jer har vist stor interesse for mine ugle-designs, ja så har jeg besluttet at udlodde mit første ugletryk til en af jer her på bloggen. Jeg har valgt "Colourful Owl", da dette var den første ugle jeg tegnede :)

Ugletrykket kan vindes i en lækker sort ramme, og vinderen udtrækkes d. 25. januar.

Reglerne kender I fra sidst :)

1 lod = Skriv en kommentar til dette indlæg
2 lodder = Skriv en kommentar og meld dig som fast læser her på bloggen
3 lodder = Skriv en kommentar, meld dig som fast læser og link til min "give away" på din egen blog (Du må gerne låne billedet til linket).

Husk at skrive hvor mange lodder I smider i posen.
Held og lykke!

MetteSofie

mandag den 11. januar 2010

Det var lige godt s.....

Det der med at begrænse mig, det er jeg virkelig blevet god til efterhånden.. - Faktisk så god, at jeg kan blive helt positivt overrasket over, hvor godt jeg klarer nogle fristelser. Her i weekenden blev min standhaftighed sat på en alvorlig prøve, da jeg stod i Forum med 400 fyldte stande omkring mig, som bugnede af skønne loppefund og antikviteter. Jeg gik en kort runde fredag aften ( endda kun på øverste etage.. ) og kom tomhændet tilbage, og stod pligtopfyldende på vores egen stand resten af weekenden.. Med en lille undtagelse, da jeg smuttede ind på nabostandens "frit valg 10 kr." - bord og købte den bambifigur, jeg havde udset mig og måtte eje for en sølle 10'er. - Tænk jeg brugte kun en 10'er derinde!
Uglerne her er en gave fra mine forældre. Den mørkebrune en fin Kähler ugle. De fandt dem på deres ved rundt i Forum. Dejligt med forældre, som sådan altid tænker på en :)

Girlie Owls

Håber I har haft en dejlig mandag!

søndag den 10. januar 2010

Hjemvendt fra Forum...

Vi er lige hjemvendt fra en vellykket weekend i Forum i København, fra "Vinterens bedste loppemarked"... - Og det har været en fantastisk weekend! Mange tusinde glade besøgende og et rigtig godt salg for vores vedkommende fra Mettesofie.dk.
Vi var efter sigende, en af de eneste stande med så farvestrålende ting og i retro-genren, så folk fik et stort smil på læben, når de fik øje på vores stand! - Der er jo bare herligt! :)
Vi havde også besøg af en enkelt her fra blogland. Det er da bare super hyggeligt, at se hvem folk bag bloggen er i virkeligheden :)
Jeg håber I har haft en skøn weekend... Nu vil jeg lige opdatere mig selv lidt her rundt i blogland, inden jeg går til ro. Det er jo ikke meget weekend vi har fået holdt.
MetteSofie

torsdag den 7. januar 2010

I en håndevending...

Vi har fået super let og lækker mad i aften.. Og denne gang var det endda mig, der var i køkkenet. Da jeg ihærdigt prøver at holde os på den sunde linje uden for mange afvigelser, ja så må jeg jo også prøve at handle ind derefter. Så med kartofler, mixed salat og forårsløg i kurven, måtte der noget laks til! Det smagte skønt, og jeg har nu den der rene lette fornemmelse man helst skal have efter et måltid, og som er tegn på at du er blevet mæt af de rigtige ting i modsætning til tungt overmættende mad. Det er super enkelt og tager ingen tid at forberede.

Ovnbagt laks med "kartoffelsalat" til 2 personer

2 stk. laksefilet'er
8 alm. kartofler
1 forårsløg
1 rødløg
1 pose mixed salat
1 bæger cremefraiche
Lemonolie ( eller lidt saft fra en citron og en spiseske olivenolie)
Hvidløgssalt, salt og peber ( hvidløgssalt kan erstattes af andet tørret hvidløgskrydderi).

Start med at sætte vand over til kartoflerne, da de skal nå at køle af inden laksen serveres. Halver kartoflerne og kog dem til de er møre. (Det passede med at de skulle af lidt før laksen skulle ud af ovnen hos mig).
Kom laksefilet'erne i et ovnfast fad. Dryp lidt lemonolie (eller citronsaft og olivenolie), hvidløgssalt og peber udover dem. Snit forårsløg og rødløg fint og læg ved laksen.
Sæt laksen i ovnen ved 150 grader og tilsæt først en sjat vand, når laksen har fået lidt farve.
Tag kartoflerne af kogepladen når laksen er ved at være klar. Overhæld dem med koldt vand et stykke tid og lad dem køle af. Skær derefter kartoflerne i skiver og bland dem med den blandede salat i en skål.

Server med en hurtig blandet dressing af cremefraiche, hvidløgssalt og peber.

Jeg tror det ville være godt at bruge nogle kartofler til salaten, som er blevet kogt dagen før, da de er mere faste og nemme at snitte ud. Det skal jeg prøve næste gang :)

onsdag den 6. januar 2010

Colourful Owl

Jeg synes de klæder...


Jeg elsker tulipaner, og jeg synes de klæder mine loppefund! :)

tirsdag den 5. januar 2010

Tirsdag...

Dage som denne idag, er en af mine absolutte favoritter. En dag på arbejdet som flyver afsted, en kæreste som kommer overraskende tidligt hjem, stribevis af loppefund, et hyggeligt eftrmiddagsvisit hos mine forældre og dejlig mad til aften! Idag kan jeg ikke ønske mig mere, og skal bare nyde at slappe af i vores dejlige hjem resten af aftenen!

søndag den 3. januar 2010

Et fint lille dukkehjem



Jeg har på forunderlig vis erhvervet mig et fint lille dukkehus... Men ikke et hvilket som helst dukkehus.. Næ, et af de rigtig gode rubuste træhuse, som efter sigende skulle være meget populære blandt moderne mødre. Problemet er jo så bare, at jeg ingen børn har endnu, så hvad skal jeg dog stille op med dukkehuset?! Jeg erkender at jeg er en barnlig sjæl, og at jeg har sat møblerne fint på plads i huset, men jeg kan jo ikke opbevare alt indtil jeg selv får børn, hvorend jeg gerne ville. Jeg har et rum der bugler af loppefund og møbler, så dukkehjemmet må desværre rejse videre til en lille pige eller dreng, som kan glæde sig over det. Huset er selvfølgelig brugt, men rigtig fin stand synes jeg. Så kender I en lille pige eller dreng, som kunne få gavn af dukkehjemmet, så kontakt mig endelig for flere billeder og et bud ;)
MetteSofie

Nytårsforsæt # 1

Jeg vil så gerne være lidt sundere.. Selvom jeg er en af de mennesker, som kan spise lige hvad der passer mig uden at tage et gram på, ja så har jeg altså nogle frygtelige madvaner! Selvom man ser sund ud udenpå, så er det jo ikke sikkert at kroppen viser det samme indvendigt...

Mit nytårsforsæt nummer 1 må være, at Thomas og jeg skal spise meget mere frugt end vi gør. Ofte handler jeg bare efter de ting, der står på sedlen, og sidder så pludselig med en trang til noget at gumle på til tv'et om aftenen.. - Ned i kurven med noget frugt!
Og så skal vi have droppet den altid "enormt godt smagende sovs" til det mad vi spiser. Stod det til mig, så levede jeg af gammeldags dansk mad med sovs til hver dag! - Men den går jo heldigvis ikke. Væk med whisky-, rødvins- og bearnaisesovsen og ind med mere af den lette creme fraiche. Vi er igang med et erstatningsprojekt, som går ud på at lave en god creme fraiche dressing til maden de fleste af gangene, hvor vi mangler noget at dyppe i. - Og det smager faktisk ganske glimrende til et godt stykke kød eller en bagt kartoffel, hvis man tilsætter lidt presset hvidløg ;)


Jeg drømmer lidt om, at jeg kan blive et af de mennesker, som gladeligt står op hver lørdag og søndag morgen og blender en morgenfrisk smoothie til os begge - Af det frugt, som tidligere nævnt - altid bør ligge i frugtskålen! ;)

I morges gik jeg forud med et godt eksempel, og fik lavet en rigtig velsmagende frisk smoothie.. Sådan en man til hver en tid, bør kunne lave når lysten melder sig, uden at skulle ned at proviantere først - altså ud af de mest basale hverdagsfrugter. Opskriften kommer her:

Nem hverdags smoothie

Du skal kun bruge:
1 banan
1 appelsin
1 æble
1 håndfuld frosne hindbær (som de fleste altid lige har i fryseren)
En god sjat juice (blandet, appelsin eller æble)

Blend det hele og fyld på 2 store glas, eller 4 små, alt efter hvor mange der sidder med ved morgenbordet :) Den blev et "hit" hos os!

MetteSofie

lørdag den 2. januar 2010

Rørende enige...

Vi nyder de sidste dage, inden vi tager hul på hverdagen igen.. Udover en lille venindeaftale imorgen, så har disse dage kun skulle bestå af sofahygge, dejlig mad og et hurtigt smut forbi det nærtliggende supermarked idag for at proviantere. Hver gang vi begiver os ud i det kolde vejr, bliver det kun for en kort stund og så tilbage under tæpperne igen... Vi er rørende enige om, at dette bidende kolde vejr, kun indbyder til indendørshygge og en god kop te foran brændeovnen.Og sådan skal det bare have lov at være, synes jeg! :)
Hvad har I fundet på i denne bidende kulde?
MetteSofie

fredag den 1. januar 2010

Kreativt restebord....

Vi fik idag rester med hjem fra mine forældre fra maden igår, og så må man jo tænke kreativt, for at få det til at række til et aftensbord.. Vi havde fået en lakserulle fyldt med flødeost og dild og lidt kaviar med hjem, og lavede hurtigt en enkel hvidløgsdressing til af cremefraiche, hvidløg, salt og peber til forret.. Vi havde også fået et par skiver steg og nogle bagekartofler med hjem, så der måtte jeg lige lave lidt hurtigt tilbehør af hvad der fandtes i køleskabet sådan en 1. januar.. Det blev til denne tomat-mozzarella salat af tomater og mozzarella skåret i tern og vendt med balsamico, lidt olie, sirup og salt og peber.. Hertil passede dressingen fra forrestten også.. Smagte skønt til de bagte kartofler.. Nu står den bare på total afslapning inden byttereset starter for mit vedkommende imorgen. Jeg nåede det ikke inden nytår!



Ønsker jer alle en dejlig 1. januars aften :)
MetteSofie

Man kan aldrig vide, hvad efter vil bringe...

Vores nytårsaften blev tilbragt i selskab med mine forældre og vores allesammens dejlige venner hos mine forældre. En stille og rolig, men sjov og hyggelig nytårsaften, med dejlig mad og dejligt selskab, spil og tv-hygge... Præcis som vi trængte til efter en stresset jul med huset fuld af gæster. Min mor havde pyntet så fint op til nytårsmiddagen, og anede ikke hvad der var i vente med de mange bordbomber, vi hver især havde medbragt... Et smukt før-billede var det i hvertfald :)

Og sådan så bordet så ud allerede efter hovedretten... Men det hører vel nytåret til ;) - Sjovt, havde vi det i hvertfald over de store konfettikanoner!

Trivial Persuit blev fundet frem efter desserten, og det gik op for mig, at jeg i Thomas har erhvervet mig en omvandrende bog med svar på alt, hvad man kunne have på hjerte at spørge om, he he ... Jeg selv, skal vist terpe spillekort, for at have en lille chance for at kunne drømme om førstepladsen, næste gang dette irriterende spil kommer frem ;)
Det lyder til at alle her i blogland er kommet godt ind i det nye år. Jeg glæder mig til endnu et år med spændende blogindslag og bekendtskaber, som gør min hverdag endnu mere indholdsrig og livsbekræftende, end det vi selv kan gøre den til! Tak for året der er gået og endnu engang rigtig godt nytår til jer alle!

MetteSofie