mandag den 30. maj 2011

Himmelske karrykoteletter


Her til aften har vi lavet vores nye yndlingsret "Himmelske karrykoteletter" i fad. Det smager som en drøm og bliver lavet med meget kort mellemrum herhjemme. Igen har jeg tilføjet lidt i opskriften, da jeg synes at lidt hakket løg der bliver svitset sammen med champignonerne gør underværker og tilsætter lidt ekstra smag. Jeg tilsætter også lidt mere fløde end der står i opskriften, da vi er ret glade for sovs begge to. Ellers er det bare at følge opskriften derudaf - Du finder den lige HER.
Vi laver ofte så stor en portion, så vi har til to dage. Det er så lækkert at have mad klar, som bare skal i ovnen efter en lang arbejdsdag :)

Madplanerne lever i øvrigt stadig.. Sådan til dels. For i sommerperioden her, synes jeg vi laver så mange impulsive ting, hvor vi ofte snupper noget "lettere" mad i farten. Og når vejret er godt bliver vi ofte inviteret hjem til mine forældre og grille eller omvendt. Jeg arbejder på, at vi skal blive bedre til at holde fast i madplanerne, så vi får lidt ud af at lave dem, og så kommer de nok helt naturligt på bloggen igen :)

MetteSofie

tirsdag den 24. maj 2011

Jordbærmums - fra BoligLiv nummer 6


Jeg fik igår aftes lyst til at prøve en af opskrifterne fra det nye BoligLiv. Nemlig "Jordbærmums", som så fint blev serveret i gamle fine kopper i bladet. Jeg sprang de fine kopper over og serverede min dessert i Mano kopperne, hvilket også gav et skønt udtryk.
Opskriften er super nem. Jordbærene skal marineres i appelsinsaft i en times tid, men ellers er det en hurtig og lækker dessert. Det skal lige siges, at billedet er taget inden der blev drysset kanel på toppen. Der kan efter min mening sagtens tilsættes lidt ekstra sukker og kanel, ellers synes jeg at den græske yoghurt bliver lige syrlig nok til jordbærene. Vanillestangen havde jeg desværre ikke, så jeg brugte vanillesukker og pyntede med mynte fra haven :)


Er du gået glip af det nye BoligLiv kan du finde opskriften på siderne her på BoligLivs hjemmeside.
God fornøjelse!

MetteSofie

søndag den 22. maj 2011

Retro baby?


Thomas mor har været kreativ det sidste stykke tid, hun har nemlig været igang med dette skønne projekt. Egentlig skulle hun bare sy et par hagesmækker til min mors dagplejebørn, da de gamle frote-hagesmække var blevet slidt op.. Men det blev til en mindre produktion, da hun lå inde med en del gamle skønne retrohåndklæder. Jeg synes ideen er fantastisk!
Min mor fandt for nogle år siden et par gamle hjemmesyede frotehagesmække med kantbånd som disse på et loppemarked og har stort set ikke brugt andre siden da til børnene. Sugevnen er fantastisk i forhold til de nye stive små hagesmækker, man kan købe alle vegne, de kan vaskes igen og igen - og så har de altså bare et "look" der minder en om barndom og gamle dage. Vores børn, kommer ikke til at bruge andet er jeg sikker på. - Ville I bruge dem?

Jeg har lagt nogle stykker på Facebook-siden, for at høre hvad folk synes om ideen, da jeg overvejer at introducere dem i web-shoppen. Jeg håber I vil trykke Jer ind og fortælle mig, om I "synes godt om"!? :)

MetteSofie

lørdag den 21. maj 2011

Morgen


Solen er først lige ved at tage fat og dækker endnu kun halvdelen af forhaven. Græsset er fugtigt, så vi lister os forsigtigt ud. Om et par timer er der liv i haven. Så er der mennesker ved bordet, katte der leger i græsset og heste på gårdspladsen. Indtil da er der helt stille, bortset fra fuglenes kvidren. 

MetteSofie

fredag den 20. maj 2011

Lyserød fredag..


Det er lige, hvad dagen har været idag. Jeg bagte chokolademuffins med chokomousse i formiddag og mine forældre tog hindbærsnitter med til kaffen, som blev nydt i haven. Inden vi så os om var vi 7 om havebordet, for min bror, konen og min lille nevø kiggede forbi senere på eftermiddagen. Ren afslapning har det dog ikke kun været - De sidste Georginer er nemlig blevet lagt. 110 styk bliver det til i haven i år og jeg kan slet ikke vente til de begynder at skyde op af jorden. Indtil da nyder jeg Syrenerne, som lige nu blomstrer i de dejligste lyserød-lilla nuancer.

MetteSofie

torsdag den 19. maj 2011

Fryd


En fryd er det, at komme hjem efter en lang arbejdsdag og opdage, at denne lille yndige sag er sprunget ud i vores bed i forhaven... Hvederne var udsolgt i Føtex, så vi springer traditionen over i aften og spiser svinemørbrad på svampebund i stedet for - Ha en dejlig aften Alle sammen! :)

MetteSofie

søndag den 15. maj 2011

Solstrejf...


Vi har garanteret alle favoritrum i vores hjem.... Men når solen skinner og strålerne står ind gennem vinduerne, så vinder vores lille entre over de andre rum herhjemme. Jeg kan sidde fra stuen og betragte hvordan solens stråler står ind af de blyindfattede gamle ruder og maler vores lille entre i alle regnbuens farver. Det kan virkelig gøre mig glad! Håber også solen er kommet frem hos Jer andre i blogland :)

MetteSofie

lørdag den 14. maj 2011

En kop "After Eight"..


Efter en lang og lærerig uge på det nye arbejde og en hjælpende hånd her inden åbningen, kan vi nu endelig sætte os ned og slappe lidt af. Vores aften i butikken igår sluttede engang efter midnat, men endte med et super godt resultat. Min bror og hans makkere slog dørene op til deres nye butik her til morgen, så vi var tidligt oppe igen idag og fulgte spændt med fra sidelinjen. Thomas får gæster i aften og jeg skal på visit hos mine kære forældre.. Men først skal vi lige nyde, at vi har en time i regnvejret, hvor vi kan nyde en kop "After Eight", som mine forældre havde med hjem fra Svendborg forleden dag..
Rigtig god weekend Alle sammen!

MetteSofie

søndag den 8. maj 2011

Præstens have


Præstegården i Vejlø ligger i et utrolig naturskønt område, med vand, skov og et rigt dyreliv. Lørdag var vi på rundvisning i den lokale have 5 minutter fra Vejløgård, hvor vi bor. Det er en kvindelig præst vi har i byen og det var hendes mand, som stolt viste haven frem for 13. gang på en havevandring med historier fra fortiden, lokal viden om naturen og latinske udtryk. Anledningen var Pinseliljerne.
Havevandringen i Præstens have sker kun 2 gange om året. Når Dorothealiljerne blomstrer og som nu, hvor Pinseliljerne blomstrer. Præstens mand har gjort et stort stykke arbejde med haven og har bygget den op med inspiration fra Baroktiden. Han har som så vidt muligt bevaret havens oprindelige udtryk, men har tilføjet nogle små "rum" i haven, som gav en rigtig god fornemmelse af "at gå på opdagelse" i haven. Søren Ryge har flere gange besøgt haven og har fortalt om den på tv, så det var sjovt at se den lokale seværdighed rigtigt. Havevandringen sluttede af med et lille traktement og en skål med Præsten og hendes mand, som i øvrigt inviterede til Sankt Hans gilde i haven her i sommer. 
Det er dejligt med lokale arrangementer, når man bor i sådan en lille landsby som Vejlø. Der er igen i år blevet indkaldt til vejfest på Postgården, så der er ikke længe til vi igen samles i den lille by  :)

MetteSofie

fredag den 6. maj 2011

Blåbærkys...


Den første uge i mit nye job er nu gået og jeg kan holde weekend med en god fornemmelse i maven. Nu skal det gøre godt med weekend og blåbærkys i lange baner...

Rigtig god fornøjelse og "held og lykke" med salget til alle Jer, som er taget afsted til Forårsmarkedet i Odense. Jeg sender Jer tanker og håber at vejret holder derovre - Det ser lovende ud her :)

MetteSofie

søndag den 1. maj 2011

Farverig søndag


Det har været en dejlig farverig weekend. Vi har i 4 uger ventet med længsel efter en ny investering til stuen. Fredag fik vi et glædeligt opkald fra Designer Zoo i København, som ringede med besked om, at vores bestilling var klar til afhentning. Nemlig to bønneborde, som jeg har sukket efter længe. De bliver specialdesignet på bestilling efter ønsker om størrelse, farve, ben osv, så der var 4 ugers ventetid på dem.
Det var en pæn sum penge vi kom af med for de to skønheder, men de er alle pengene værd og jeg glædes hver gang jeg kaster et blik på dem. Det ene er med hvid bordplade og det andet med farven der hedder kiwi grøn, på deres hjemmeside ( billederne snyder lidt). De passer rigtig fint ind i vores blå og grønne nuancer i stuen.

Weekenden har også budt på lidt loppefund og småprojekter herhjemme. Avisholderen med det gamle "Politiken" emalje reklameskilt er et loppefund fra København og den solgule lampe er lige blevet hængt op i vores entre. Den lækre rabarber smuldrekage kom mine forældre med i eftermiddag - til en tår kaffe og et par timers arbejde i haven. En dejlig måde at slutte weekenden af på, inden jeg starter op på nyt arbejde imorgen tidlig.

Håber også I har haft en dejlig weekend :)

MetteSofie