søndag den 12. september 2010

Syltedag #2


Min far fik forleden dag to store spandefuld rødbeder forærende hjemme på vejen, så vi stablede helt spontant en syltedag på benene denne søndag. Min mormor blev hentet i Fuglebjerg og min mor i Næstved og så gik vi ellers igang med rødbederne. 14 glas blev det til idag. Og vi fik ikke engang brugt alle rødbederne, så vi har lidt til nogle lækre rodfrugtfade i ovn.

Vi spiste en dejlig frokost, som mine forældre stod for, og jeg bagte en lækker brombærtærte med friske brombær fra haven. Tærten blev super vellykket og bestod af en traditionel mørdejsbund, derpå et lag udrullet marzipan som blev penslet med smeltet kogechokolade. Da chokoladen var størknet kom der et lag kagecreme på, derpå et lag flødeskum og tilsidst pyntede jeg tærten med friske brombær, som havde ligget i sukker i et par timer. En kaloriebombe uden lige, men alle lagene værd :)


Her kan i få en smagsprøve på dagens resultat. Hjemmesyltede rødbeder! Det var utrolig nemt at sylte rødbeder, og det eneste der skulle bruges var rødbeder (selvfølgelig), sukker, eddike, nelliker, Atamon og evt. nogle skiver frisk peberrod fra haven. Vi har meget peberrod i haven, har vi opdaget, så næste projekt bliver peberrodssalat :)
Vi sluttede søndagen af med en dejlig lang spadseretur i skoven sammen med mine forældre her til aften. Det var et helt fantastisk vindstille vejr og skoven var fuld af små søde skovbrombær. Så nu er vi mætte og trætte og klar til at kaste os på sofanen og nyde de sidste timer af weekenden, inden vi atter tager hul på en ny lang arbejdsuge.

MetteSofie

3 kommentarer:

  1. Kære Mette.
    Det lyder til at have været en dejlig dag, og kagen kunne jeg godt ha' tænkt mig at smage ;-)
    Knus Irene

    SvarSlet
  2. Det lyder bare så hyggeligt med en syltedag for 3 generationer..
    Og den kage får da mundvandet frem.

    SvarSlet
  3. Irene: Kagen vil jeg med glæde gerne bage igen, så du kan smage den også :)

    MetteLykke: Det er utrolig hyggeligt med både en mor og en mormor der elsker den slags. At vi så kan kombinere det med nogle gode måltider og nogle skønne gåture i naturen, det er jo bare endnu bedre :)

    SvarSlet